SKIP TO CONTENT
Team Peugeot TotalEnergies
Danske kørere leverede top præstationer i FIA WEC i Bahrain

Det blev ikke til en podieplads for Team Peugeot TotalEnergies på Bahrain International Circuit, men det franske team har hentet uvurderlige erfaringer og data i de tre FIA WEC løb, som de har deltaget i med den nye hypercar 9X8, hvilket var målet med dette års program.

 

Den danske fabrikskører Mikkel Jensen toppede både første og anden træning sammen med sine teamkammerater, franske Jean-Éric Vergne og britiske Paul di Resta og han glæder sig over, at 9X8 viste rigtig god fart.

 

Mikkel Jensen var ikke den eneste dansker bag rattet af 9X8 i Bahrain. Team Peugeot TotalEnergies havde inviteret det unge talent Malthe Jakobsen på 19 år til at deltage i den årlige FIA WEC Rookie test, og han gjorde sig bemærket med nogle imponerende omgangstider.

UDVIKLINGEN AF 9X8 FORTSÆTTER

Trekløveret Mikkel Jensen, Jean-Éric Vergne og Paul di Resta leverede en stærk performance i 9X8 #93 og sikrede sig en andenplads i kvalifikationen. Desværre måtte #93 udgå med mindre end to timer tilbage af løbet, men Mikkel Jensen er fortrøstningsfuld:

 

”Den gode nyhed er, at vi indtil problemet opstod havde en rigtig god fart og kunne være med til at kæmpe om de gode pladser, ligesom vi også internt i teamet fortsætter med at forbedre vores performance. Så selvom vi sluttede løbet før tid, er jeg stadig tilfreds med weekenden. Vi har styr på farten, nu gælder det om at styrke teknikken. Vi har fire måneder, før det for alvor går løs med vores første fulde VM-sæson på Sebring i USA, og der venter os en masse videre udvikling og test. Det er et kæmpe program at være en del af, og jeg er slet ikke i tvivl om, at vi stiller klar med et stærkt set-up i 2023, hvor 24-timers løbet på Le Mans naturligvis bliver højdepunktet.”

 

 

HURTIGSTE ROOKIE I FIA WEC TEST

Den 19-årige Malthe Jakobsen, der allerede har titlen som vinder af European Le Mans Series 2022 på CV´et, blev inviteret af Team Peugeot TotalEnergies til at deltage i den årlige FIA WEC Rookie test. Han kørte 37 omgange bag rattet af 9X8 og imponerede med sin fart, der placerede ham som den hurtigste rookie.

 

”Teamet evaluerede jo både, hvordan jeg kørte bilen og hvordan jeg betjente alle knapperne på rattet og min feedback til dem over radioen, så der var travlt”, fortæller Malthe Jakobsen om oplevelsen med Team Peugeot TotalEnergies og 9X8.

 

”Men jeg nød det alt, hvad jeg overhovedet kunne. Peugeot 9X8 og de andre Hypercars er jo tungere end LMP3-bilerne på grund af hybridteknologien, så i de langsomme sving er den sværere at tumle, men i hurtige sving kører den så hurtigt og let afsted, at man ikke rigtigt tror på det. Accelerationen, når de to elmotorer slår til, er så voldsom, at det ikke kan sammenlignes med noget. Selv LMP2-raceren står nærmest stille ved siden af.”

Er du bleve interesseret i at opleve flere af vores modeller?